Test dig selv - 3. veje til indsigt 

Om at teste sig selv

At teste sig selv vil altid være forbundet med usikkerhed. En selvtest kan bruges til at danne sig en fornemmelse for området, men kan ikke stå alene uden en dybere psykologisk forståelse af karaktertrækket.  

Er du særlig sensitiv?

Den første test gennemgår nogle træk, der er typiske for særligt sensitive mennesker. At opdage sin sensitivitet kan være en stor lettelse og begyndelsen til en meget positiv forandring i livet. Testen er samtidig en god introduktion til, hvad det vil sige at være særligt sensitiv. 

Særligt sensitive mennesker har ifølge forskning på området psykologisk set en evne til at bearbejde stimuli mere dybt og nuanceret end gennemsnittet, mens de biologisk set har et aktivt BIS system (behaviour inhibition system - adfærdshæmmende system.) Særligt sensitive mennesker er også mere følsomme over for overstimulering end flertallet, og har derfor behov for ekstra fokus på at reducere og håndtere overstimulering.  

- testen er udviklet af Elaine Aron, ph.d., psykolog, forsker og forfatter til talrige bøger. En af hendes selvhjælpsbøger er oversat til dansk: Særligt sensitive mennesker, Borgens Forlag, 2008.

Check din sensitive profil 

Den sensitive profil giver en forståelse af, hvordan din særlige sensitivitet forholder sig til fem eksistentielle livsområder: det fysiske, det sociale, det personlige, det ideologiske og det spirituelle. Du kan bruge profilen til at skabe balance i dit liv og leve mere afklaret med dine stærke og svage sider. 
- udviklet af Lise og Martin August som et redskab i klinisk arbejde med særligt sensitive mennesker og med inspiration fra eksistentiel psykologi og fra tilgangen til særligt sensitive mennesker, som beskrives af bl.a. Elaine Aron ph.d. og Ted Zeff ph.d.    
 

Er du nyhedssøgende? 

Testen hjælper dig til at undersøge, om du er et menneske, der psykologisk set er nyhedssøgende og biologisk set har et aktivt BAS system (behaviour activitation system - adfærdsaktiverende system.) Hvis det er tilfældet, og du samtidig er særligt sensitiv har du ekstra stort behov for at afbalancere din livsstil, så du tilgodeser både den nyhedssøgende og den sensitive side af dig selv.  
- udviklet af Lise og Martin August som et redskab i klinisk arbejde med særligt sensitive og nyhedssøgende mennesker og med inspiration fra Elaine Aron ph.d.   

Ønsker du at læse mere om særligt sensitive mennesker? 

Den viden, vi formidler via de 3 selvtests og resten af hjemmesiden, er forankret i forskning inden for psykologien.    Vi bestræber os på at formidle emnerne på en måde, som forhåbentlig både giver mening og er forståelig for almindelige mennesker. Det indebærer forenklinger og omskrivninger af de budskaber, som findes i faglitteraturen
Hvis du ønsker at læse mere om den teoretiske baggrund for vores arbejde, henviser vi til uddybende litteratur, som vil hjælpe dig på vej i dine studier. 

CMS med søgemaskineoptimering og ehandel