3. Personlig sensitivitet

Det indre liv

At opleve særlig sensitivitet i forhold til livets personlige dimension kan indebære følsomhed over for det indre liv. Det kan være over for egne tanker, følelser, forventninger og indre forestillingsbilleder. Mange kan blive overvældet af stærke indre følelser, f.eks. engagement, begejstring, sorg, vrede, lykke, glæde, skuffelse, forelskelse, forudanelser osv. Følelsen kan vare i kortere tid eller længere tid, men mens den varer, kan den være meget svær at holde ud. 

Intense følelser og stemninger

Nogle særligt sensitive kan identificere sig med - eller endda dyrke - intense følelser. Det kan være svært at acceptere og forstå, at disse følelser ikke nødvendigvis er sande, at det ikke er en god ide at opbygge sin selvforståelse på dem. Til tider vil selv positive begivenheder som f.eks. forelskelse eller begejstring virke stressende - på grund af intensiteten i oplevelsen bliver de meget stærke positive følelser en kilde til udmattelse snarere end energi og glæde.

Et rigt indre liv

Positivt set kan den særlige sensitivitet bidrage til et meget rigt indre liv, dybe indsigter og en evne til at bygge bro mellem modsætninger og integrere forskellige synspunkter. Mange har talent for selvindsigt og for dybsindig reflektion over livet. Den livlige fantasi, de stærke stemningsskift og det fleksible, bevægelige sind kan ofte bruges kreativt inden for kunst, metodeudvikling og problemløsning.

CMS med søgemaskineoptimering og ehandel