3. Personlig sensitivitet
Det indre liv
Personlig sensitivitet kan være over for dine tanker, følelser, forventninger og indre forestillingsbilleder. Du kan blive overvældet af stærke indre følelser, f.eks. engagement, begejstring, sorg, vrede, lykke, glæde, skuffelse, forelskelse, forudanelser osv. Følelsen kan vare i kortere tid eller længere tid, men mens den varer, kan den være meget svær at holde ud.
Intense følelser og stemninger
Du kan identificere dig med - eller endda dyrke - intense følelser. Det kan være svært for dig at acceptere, at du ikke er dine følelser. Eller at det du føler ikke altid er sandt. Til tider vil selv positive begivenheder som f.eks. forelskelse eller begejstring virke stressende - på grund af intensiteten i din oplevelse bliver du udmattet snarere end energisk og glad.
Et rigt indre liv
Positivt set har du et meget rigt indre liv, med dybe indsigter og en evne til at bygge bro mellem modsætninger og integrere forskellige synspunkter. Du har selvindsigt og reflekterer over livet. Den livlige fantasi, de stærke stemningsskift og det fleksible, bevægelige sind kan ofte bruges kreativt inden for kunst, metodeudvikling og problemløsning.








