Fordele ved at være sensitiv

10 fordele ved at være sensitiv

Listen med de 10 fordele kan være en inspiration til alle, der ønsker at vende et negativt fokus på sensitivitet til et positivt fokus. At huske fordelene er en enkel og meningsfuld kilde til livsglæde og selvværd.  
Det er individuelt hvilke fordele det enkelte særligt sensitive menneske især vil kunne genkende i sig selv - dvs. at alle særligt sensitive mennesker ikke automatisk har integreret alle de kvaliteter i personligheden, som listen med fordele rummer:

1. Åbenhed
Man har en naturlig åbenhed over for livets oplevelser. Sensitive har meget dybe oplevelser med kunst, musik, natur, kærlighed og samvær med andre.

2. Selvindsigt
Sensitive mennesker har tit en god selvindsigt. Det er en fordel når det gælder om at håndtere stress og arbejde med personlig udvikling.

3. Kreativitet
Sensitive mennesker er ofte kreative og skabende. De går nye veje – det kan være på arbejdet eller hjemme.

4. Evne til fordybelse
Sensitive kan holde opmærksomheden på et område i lang tid uden at kede sig. Evnen til fordybelse gør, at de tit kommer med et originalt bidrag inden for det felt, de er optaget af.

5. Fleksibel tankegang
Sensitive mennesker er de typiske fritænkere. De lader sig sjældent begrænse af eksisterende normer og er i stand til at kombinere og integrere forskellige typer tænkning.

6. Selvstændighed
Fordi sensitive adskiller sig fra flertallet, udvikler de tit en stærk selvstændighed, som de i løbet af deres liv bliver bedre og bedre til at udtrykke. De oparbejder evnen til at stå alene med deres holdning og gå en anden vej gennem livet end de fleste.

7. Omhu og fokus på detaljer
På grund af den dybe bearbejdning af stimuli er sensitive ofte omhyggelige og har en god evne til at være opmærksomme på detaljer - inden for de områder, de er optagede af.

8. Indlevelsesevne
Sensitive mennesker har som regel en dyb indlevelsesevne og en stor forståelse for andre, som de kan bruge i alle sociale forhold.

9. Ansvarlighed
Sensitive er ansvarsbevidste både på jobbet og i privatlivet – og hvor de i øvrigt engagerer sig.

10. Arbejdsomhed
Sensitive mennesker er vant til at anstrenge sig i en overstimulerende verden. De formår tit at opnå deres mål, fordi de er arbejdsomme.


Et ansvar at udnytte fordelene
Sensitive mennesker har virkelig gode muligheder for at skabe et godt liv. Når de befinder sig i de rigtige omgivelser, reagerer de endnu mere positivt end gennemsnittet i kraft af deres åbenhed. 
Alle fordelene er ressourcer, som særligt sensitive mennesker kan trække på. Men det er vigtigt at huske, at fordelene ikke bare er der, hvis man selv overser dem. De findes som potentialer. Der er med andre ord et ansvar for at udtrykke og virkeliggøre de positive potentialer forbundet med at være særligt sensitiv. 
 
 

CMS med søgemaskineoptimering og ehandel